Den magnetiske klassificering af solpletter

Solpletter kommer i alle størrelser og former. Nogle grupper af solpletter har en mere kompleks magnetisk struktur end andre solpletgrupper og er mere tilbøjelige til at producere soludbrud. Men hvordan ved vi, om en solpletgruppe er en trussel for kraftige soludbrud? For at kende forskellene lavede Mount Wilson-observatoriet i Californien (USA) regler, så hvert solpletområde tildeles en bestemt magnetisk klassificering.

Hver eneste dag tælles solpletterne på Solen og hver solpletgruppe tildeles et nummer, en magnetisk klassificering og pletklassificering af rumvejrspecialisterne. På vores hjemmeside kan du finde en oversigt over alle solpletgrupperne sammen med deres klassifikationer. Nedenfor får du at vide, hvad alle disse betyder.

De forskellige klassifikationer

1. α – Alfa:
   En unipolær solpletgruppe.
2. β – Beta:
   En solpletgruppe, der har en positiv og en negativ polaritet (eller bipolær) med en simpel opdeling mellem polariteterne.
3. γ – Gamma:
   Et komplekst område, hvor de positive og negative polariteter er så uregelmæssigt fordelt, at de ikke kan klassificeres som en bipolær solpletgruppe.
4. β-γ – Beta-gamma:
   En bipolær solpletgruppe, men kompleks nok til at der ikke kan trækkes en linje mellem pletter med modsat polaritet.
5. δ – Delta:
   Umbraen med modsat polaritet i en enkelt penumbra.
6. β-δ – Beta-Delta:
   En solpletgruppe med en generel beta-magnetisk konfiguration, men som indeholder en (eller flere) delta-solpletter.
7. β-γ-δ – Beta-Gamma-Delta:
   En solpletgruppe med en generel beta-magnetisk konfiguration, men som indeholder en (eller flere) delta-solpletter.
8. γ-δ – Gamma-Delta
   En solpletgruppe med en generel beta-magnetisk konfiguration, men som indeholder en (eller flere) delta-solpletter.

Mere end halvdelen af de observerede solpletgrupper modtager en Alfa- eller Beta-klassificering, hvor større solpletter ofte er mere komplekse og får en Beta-, Beta-Gamma- eller Beta-Gamma-Delta-klassificering. Det er velkendt, at delta-solpletter kan være meget aktive og producerer de mest intense soludbrud.

Delta klassifikationen

Lad os grave lidt dybere ned i den magnetiske delta-klasse. Dette er den mest interessante type solpletstruktur på grund af den høje solaktivitet, som de ofte forårsager. Med følgende liste kan du afgøre, om en solplet har en magnetisk deltastruktur:

1. Deltagrupper er ofte meget store og 90 procent af solpletterne har en omvendt polaritet med et højt aktivitetsniveau, især når store soludbrud bryder ud. Disse har for det meste et komplekst, usædvanligt eller ødelagt billede af umbraen.
2. Deltagrupper dannes ved aggregering af solpletter med modsat polaritet af forskellige dipoler, som er knyttet til delte magnetfeltlinjer snarere end direkte magnetiske linjer. Alle pletter er placeret i den penumbrale region.
3. Deltapletter varer sjældent længere end én rotation af Solen. De henfalder hurtigere end andre solpletter. Der kan dog dannes nye deltapletter inden for samme område.
4. Delta-solpletgrupper adskilles normalt ikke, men dør snarere sammen.
5. Aktive deltagrupper udsender kraftige H-alfa-emissioner. Nogle gange kan der komme filamenter ud af gruppen.

Et eksempel på en meget kompleks solpletgruppe med en Beta-Gamma-Delta magnetisk klassificering som set af NASA SDO's HMI-instrument. Dette solpletområde var kilden til et større X2.3 soludbrud. Det øverste billede viser os denne solpletregion i synligt lys. Det nederste billede er et såkaldt ''magnetogram'' og viser det magnetiske layout af en solpletregion. Den røde farve indikerer solpletter eller områder med negativ polaritet, og den blå farve indikerer områder med positiv polaritet solpletter.

<< Gå til forrige side